Skolens fag

Alme Skole har en undervisning, der står mål med folkeskolen. Det betyder, at børnene har samme muligheder for videregående uddannelser efter endt grundskoleforløb

Obligatoriske fag

Fagrække og timetalsfordelingen på Alme Skole ligger meget tæt op af de anbefalede timetal fra undervisningsministeriet. Vi har dog valgt at prioritere kristendomsfaget lidt mere, så børnene har to lektioners kristendom om ugen. Samtidig har vi faget “trivsel” på alle årgange, hvor klassen arbejder med social træning, klassemøder og meget andet.

 

Obligatoriske valgfag

På Alme Skole tilbyder vi tysk fra 5. klasse. Samtidig tilbyder vi de praktisk/musiske valgfag madkundskab, musik og billedkunst i 7. - 8. klasse. De praktisk musiske valgfag afsluttes med afgangseksamen efter 8. klasse.

 

Praktisk/kreative valgfag i udskolingen

For at fastholde børnenes kreative udvikling helt frem til afslutningen af grundskolen har vi praktiske valgfag i 7. - 9. klasse. Her kan børnene vælge mellem en række forskellige valgfag som udbydes i forløb af 12 ugers varighed. Af valgfag kan blandt andet nævnes teater, girltalk, blomsterbinding, tennis, fodbold og badminton.

Udeskole er meget mere end at være udenfor

Alme Skole har fokus på at bruge naturen som læringsmiljø. Vi bringer faglig læring ud i det fri og skaber dermed alsidige læringsveje for børnene.